Arbejder for bestyrelser

Om Bestyr

For bestyrelsesmedlemmer – af bestyrelsesmedlemmer

Bestyr er skabt på baggrund af de frustrationer, jeg har haft med at lede og styre andelsforeningen Valdal. Var initiativtager og første formand for foreningen, nybagt far, og ret sikker på at den forening skulle jeg nok hurtigt få styr på. Har været formand for flere forskellige frivillige organisationer, har mange års erfaring med bestyrelsesarbejde – Det kunne vel ikke være svært?

To ting var meget forskellige – den ene var at jeg pludselig stod for at købe ting ind jeg ikke anede noget om. Det var mig der skulle vurdere hvor mange timer en vicevært skal bruge på at feje en gård. Mig der skulle vurdere om det var vigtigst at skifte en varmepumpe, der er fem år gammel til en med et lavere strømforbrug, eller vi hellere skulle bruge penge på at udskifte ventiler, der måske ville gå i stykker snart.
De mennesker der vidste bedst, var samtidig de leverandører der tjente på at give det dyreste råd. Den rådgivende ingeniør ville tjene millioner på rådet om at vi skulle skifte faldstammer. Blikkenslageren sagde at han kunne gøre det for en tredjedel, men var det så i samme kvalitet? Jeg havde ingen forudsætninger for at svare på hverken det ene eller det andet, og jeg har brugt venner, bekendte og uafhængige til at give mig en idé om jeg skulle vælge det ene eller det andet, men altid været i tvivl. Helt sikker tror jeg aldrig man bliver, men den gode fornemmelse i maven, har ofte manglet.
Efterhånden har jeg fået opbygget et netværk af mennesker jeg kan spørge, når jeg er i tvivl. Udover det er jeg efterhånden blevet specialist i ting, jeg ikke anede var nødvendige for at drive en “simpel” andelsforening. Tænk hvis alle de mennesker du har behov for at spørge for at forbedre og drive din forening var til stede hele tiden, og altid var klar til at besvare dine spørgsmål – det kommer til at ske i Bestyr. Kan vi ikke selv svare på dine spørgsmål, kender vi nogen der kan.

Karsten Stryger